Idag er vores første hele dag her i Kathmandu. Som tidligere nævnt har det regnet og tordnet rigtig meget idag. Vi har derfor brugt tiden på vores lille hotelværelse, hvor vi har fået wi fi. På trods af at vi har sovet længe idag, kan den længe flyvetur stadig mærkes i kroppen. Hen på eftermiddagen stilnede det værste uvejr af, og vi begav os på udflugt i byen. Indtrykket af Kathmandu er ganske godt. Alt er kaotisk og hektisk, men den fattigdom vi var blevet advaret mod, skinner ikke så tydeligt igennem. Nepaleserne er flinke og gæstfri, og vi har endnu ikke mødt nogle sure miner. Tiggere er her heller ikke mange af, de eneste som opsøger os er folk der tilbyder trekking ture eller folk som vil sælge hash. Derudover får vi også afvide at vi er meget blege :-p
Vi har taget nogle stemningsbilleder fra byen, for at give et lille indblik i hvilken verden, vi er havnet i. Små boder med tørklæder, frugt, fisk osv, taxier, cykler og mennesker dominer gadebilledet. Man siger at et billede siger mere end tusind ord, men i dette tilfælde passer det ikke. Man forstår slet ikke hvor meget larm her er, den evige dytten og folks snak og råb er ekstrem. Det er helt befriende at komme tilbage på værelset, hvor larmen er lidt mindre.
Lars er blevet klippet idag. Det er til stor overraskelse blevet rigtig flot! Han blev klippet af en rigtig venlig nepaleser, som gjorde et hurtigt og godt stykke arbejde.
Udover alle indtrykkene som vi kæmper med at fordøje, kæmper vi også med at lære deres penge at kende. Alle de mange gamle sedler og latterlig høje beløb, som bare svare til ingenting i danske kr.
Pyha, det hele er rigtig overvældende, men også meget lærerigt og spændende.
Vi sender mange tanker til jer derhjemme, og håber i har det godt!
-Camilla
P's toilet ruller bliver købt i pakker med 1 stk i hver. Tog lige et hurtigt billede hvor Lars prøver at vælge imellem de mange slags :-D













Ingen kommentarer:
Send en kommentar